COLUMBIA SISKEN - Carduelis Psaltria Columbianus

Af Hans-Jochen Rein, Ammerbuch-Altingen, Tyskland.



Foto: Hans-Jochen Rein, (Voliere m. siskner hos Hans-Jochen Rein).

Opdrætsberetning:

Columbia er en af underarterne af Carduelis Psaltria Psaltria, Mexikansk sisken. Af andre underarter kender vi Carduelis Psaltria Hesperophilus (Grønrygget Mexikansk sisken), Carduelis Psaltria Jouyi og Carduelis Psaltria Witti. Sidstnævnte underart findes ikke ved nogen opdrætter. Jeg er ikke bekendt med at der er nogen som har denne fugl.

Udbredelse:

Columbia sisken findes i følgende områder: Mellemamerika, sydlige Mexico, nordlige- og centrale Columbia, nordlige Venezuela, vestlige Ecuador og nordlige Peru. Også i Kubo skulle der være set ganske få.

Særkende:

Columbia er en lille sirlig fugl med en størrelse på ca. 11,5 cm. Den har et affladet hoved og en V-formet hale. Da nominatformen og de andre underarter på halens underside er mere eller mindre hvid, er det sorte, ved hunnen dog mørk antrasitfarvet, på undersiden af halen en sikker forskel til de andre underarter. De to yderste halefjer kan dog på undersiden have en smule hvidt. Også på vingernes overside er den mindre hvid end de andre underarter, den har kun et lille hvidt spejl.

Han:

Foto: Hans-Jochen Rein, 1,0 Columbia

Hannen har dybsorte øjne og hornfarvet næb med sort spids. Når fuglen er i ynglestemning ændres farven til gul. På hovedet, over en tænkt linie, løbende fra næb??? til vinge??? , noget under øjet, er den dybsort. Under dette område, og på struben ser man intensivt lysende gult. Ryg, gump og nakke er glændsende sort. Bryst, bug og flankeområdet er også lysende gul. Man kan ane det sorte i flankerne. Den hvide andel på de ellers dybsorte vinger er væsentlig mindre end på Carduelis Psaltria Jouyi og på Carduelis Psaltria Psaltria. Et lille spejl ca. 1 cm langt og 3 til 4 mm bredt,


og for det meste kun med 3 punkter er synlig på den sorte vinge. Der findes ét årige fugle som ikke har noget hvidt. Halens overside er sort. Ben og klør er kødfarvede. Ved ungfugle (ligegyldigt ved hvilken underart) er de beskrevne sorte områder i det første år, (undtaget hale og vinger) mere eller mindre med grønne områder. Dette bliver ofte kritiseret på udstillinger af ukyndige. Disse folk kan jeg kun anbefale relevant fagliteratur. F.eks. ”Finches and Sparrows” af Peter Clemens, der indeholder eksakte detaljerede tegninger af næsten alle fugle og viser en udfarvet ung Mexico sisken med relativt mange grønne områder på hoved og ryg. Mexico siskner fremstår først i det andet leveår med en dybsort udfarvning.

Hun:


Foto: Hans-Jochen Rein.


Hunnen har et olivengrønt hoved, nakke og ryg. Ovenfor beskrevne gule områder er her ikke så intensivt lysende gule og man kan ane det grønne igennem. Hale og vinger er antrasit i stedet for sort. I en alder af ca. 30 dage er det muligt at kende hanner fra hunner ved at brede  vingen ud. Det hvide vingespejl er kun synligt ved hannerne.

Indledning:

Columbia sisken er en temperamentsfuld fugl, der altid er i bevægelse. Den kan udenfor yngletiden udmærket gå sammen med andre sisken arter, og hvis de holdes og fodres som beskrevet giver de ingen problemer. Med hensyn til det artsrene bør man efter min mening være meget agtpågivende. Igen og igen findes krydsningsprodukter mellem Mexico siskner, dels af uvidenhed, og dels også af profit iver.

Køb og akklimatisering:

Ved køb af fugle informerer jeg mig altid indgående om hvordan de har været holdt, og forsøger så at videreføre dette, og så meget langsomt ændre det til mine betingelser. Herunder er jeg specielt opmærksom på deres sundhedstilstand, hvordan blev de holdt m.h.t.  temperatur, luftfugtighed, dagslystimer, fodersammensætning (jeg får altid noget af det anvendte foder med), fodermængder, blødfoder, grønt, halvmodne frø, drikkevand, vitaminer og evt. brugte medikamenter. Specielt ved importfugle informerer jeg mig desuden om oprindelsesland, leveområde, alder, pladsbehov, fordragelighed overfor andre arter, foderemner og sundhedsproblemer ved disse fugle.

Foder:

Min frøblanding sammensætter jeg således: 20% negerhirse, 10% perilla lys, 10% perilla mørk, 25% cikorie, 5% knaulgræs, 5% salatfrø og de sidste 20% i lige dele: natlysfrø, valmue, birk, små granfrø, lærk, vejbred, små tidselfrø, sesam og hørfrø.
Af og til får mine siskner en ekstra lille skål med forskelligt i, negerfrø, goldlein, knaulgræs, malede marietidselfrø og malede solsikkefrø m. skal.
Ved rene frøsorter er jeg opmærksom på den bedste kvalitet. Gennem spireprøve kontrollerer jeg altid spiredygtigheden. Ved negerfrø, som det vigtigste, kan jeg med spiredygtigheden ikke gå på nogen kompromisse. Da jeg ved, at det altid kan give problemer med levering af gode varer har jeg altid nogle sække stående.

Spiret frø:

Rent spiret frø giver jeg kun i yngletiden og indtil ungerne er selvstændige. Ellers er det spirede frø altid blandet med æggefoder. Jeg bruger negerfrø som det spirede frø. I den seneste tid har jeg blandet solsikke, cikoriefrø, spiredygtigt perilla og hvidt salatfrø i. I den forbindelse sætter jeg den nødvendige mængde under vand i en si i ca. 1 time, spuler det derefter godt igennem, og hænger sien op i en skål, således at sien lige når vandspejlet. Yderligere spulinger følger efter 8-12 timer. Når der er små hvide spidser synlige er frøet mest værdifuldt, og fodringen kan begynde. For at forhindre yderligere spiring opbevares frøet i en lukket skål i køleskabet.

Blødfoder:

Som blødfoder er der i handlen, specielt til siskner, et stort udbud. Opdrætteren må selv gennem tests finde ud af hvilken slags der er bedst til hans fugle. Jeg fugter mit tørre æggefoder med noget spiret frø, opblødt gulerodsgranulat eller også bare med noget vand, og mine siskner tager det efter lidt tilvænning for det meste gerne. Naturligvis bliver der ikke fortæret de samme mængder som ved kanariefugle. Jeg giver det i yngletiden dagligt, ellers 1 til 2 gange ugentlig. Æggefoder er også specielt velegnet til vitaminer og mineraler. Også iblanding af smuldret hårdkogt æg er godt ved opdræt af unger. Herved har jeg også haft dårlige erfaringer. Ynglelysten bliver ofte for voldsom, følgerne er så ubefrugtede æg, for tidligt forladte reder, dårligt fodrede unger og dermed for tidligt afsluttede opdrætsforsøg.

Grønt:

Mælkebøtteblade i et glas med vand, godt stoppet for at forhindre dødsfald ved drukning, bliver givet her hos mig fra forår til efterår. Mælkebøttens rødder skærer jeg væk, da bladene ellers relativt hurtigt visner. Andet grøntfoder er fuglegræs, lægekulsukker, rucula, zuckerhut, ackersalat, rød solhat, eller om vinteren cikorie. Cikorie bliver sat i vand i nogle dage før fodringen, så de får en grøn farve. Naturligvis kan hver enkelt opdrætter selv gøre sine egne erfaringer med hvad netop hans fugle vil tage af grønt.

Halvmodne frø:

Rød kolbehirse, sølvhirse, mädesüss, mælkebøttehoveder og små solsikker nedfryser jeg om efteråret og har dermed om vinteren og i foråret halvmodne frø til opdræt af unger.
Kolbe- og sølvhirse skyller jeg først i vand, således holdes de fugtige og fuglene tager dem så bedre. Ellers hænges de dybfrosne direkte ind i burene. Fra forår og indtil det sene efterår findes der i naturen mange frø i forskellige stadier af modenhed, og som man kan give sine fugle. Hele tiden finder man nye foderplanter, som fuglene gerne vil tage. Her er en god bog til bestemmelse til god nytte. Jeg tror at et afvekslende foder er af stor værdi for vore fugle, og det giver opdrætteren udfordringer, at finde forskelligt foder til fuglene. Sunde, vitale og godt udfarvede fugle er resultatet af anstrengelserne. Her følger en liste over planter som jeg ofte anvender: Grå bynke, reinfarn, bredbladet vejbred, hyrdetaske, kamille, kornblomst, mælkebøtte hoveder, alm. mjødurt, natlys, rød solhat, tagetes, forglemmigej, vejbred, pileurt, knopurt og engrævehale.

Dyrisk foder:

Jeg giver af og til stængler med bladlus på, disse tages også gerne.

Mineraler:

Hver uge fornyes mineralerne, og specielt før æglægningen er de ivrige efter dette. Jeg blander selv en grov og en fin gritblanding. Heri kommes foderkalk, fuglesand og malede muslingeskaller. Korvimin, fås fra dyrlægen, gives i en separat lille skål, og blandes også i æggefoderet.

Vitaminer:

Foto: Hans Jochen Rein
1,0 Columbia, (12 måneder gammel).

 

Ved et afvekslende og afvejet foder i forår og sommer, og med tilstrækkelig med halvmodne frø og grønt, giver jeg ingen ekstra vitaminer. På andre tidspunkter, overvejende om vinteren, blander jeg et multivitaminpræparat i drikkevandet eller i blødfoderet. To gange ugentlig giver jeg vitamin K1 og vitamin D3. D3 er nødvendigt for et godt skellet, og forebygger læggenød under opdrætsfasen.

Vand:

Jeg lader vandet stå i ca. 24 timer og giver hver dag nyt. Af og til giver jeg frugteddike, serinol, vitamin C, eller hvis det er nødvendigt, et komplet vitaminpræparat, i drikkevandet. Badevand gives to gange ugentlig.

Sygdomme:

Til forebyggelse af sygdomme og til at forstærke immunsystemet giver jeg hver 14. dag, i to dage weidenrinden-te. Hvis der er sygdomstegn rådfører jeg mig med en dyrlæge.
Til kontrol af orm og coccidiose får jeg af og til foretaget en undersøgelse af ekskrementerne. I den seneste tid har jeg ofte hørt, at opdrættere selv ved hjælp af et mikroskop, kan gennemføre undersøgelse for coccidiose. Men her må der stor viden og erfaring til for ikke at stille den forkerte diagnose.

Opdrætsanlæg:

Mit opdrætsanlæg består af to indvendige rum, heri er der fem volierer af forskellig  størrelse (mellem 4 og 8 kubikmeter). Som bundlag anvender jeg bøgetræs granulat, fodring foretages på foderborde og stenplader. Som hvilepladser er enkeltsiddepladser opsat, og endvidere er der naturgrene i forskellige tykkelser. Ugentlig bliver der hængt friske grene af nåletræ ind. Det er overvejende af gran, selvom fyr holder længere, men er ikke så egnede for mindre fuglearter, da de lange spidse nåle ofte giver øjenskader.

Kassebure:

6 kassebure, 80 x 80 x 80 cm, (Bredde x Højde x Dybde
6 kassebure, 80 x 60 x 50 cm,
14 kassebure, 80 x 40 x 40 cm,
Som bundbelægning bruges avispapir med grit strøet på. Så er det let at foretage kontrol af ekskrementer og den ugentlige rengøring bliver væsentlig lettere. Foderet står i skåle på bunden. Grangrene og naturgrene sættes også ind. Åbne reder af tråd sættes på forgitteret, og foret med et sisal indlæg og på den udvendige side sættes noget kunstigt grønt på som skjul.

Generelt:

Foto: Hans-Jochen Rein, 1,0 Columbia


I hvileperioden bliver sisknerne sat sammen, med hanner og hunner for sig. Temperaturen svinger mellem 16 og 20 grader, på grund af de store vinduer med forskelligt solindfald. Mine opdrætshunner holdes på 14 til 18 grader. Mine rum er oplyst dagligt i 12 timer. Desværre kan jeg i vintertiden ikke afkorte timerne med lys yderligere, da min arbejdstid og dermed fodringsmuligheder ikke tillader det.

Forberedelse af opdræt:

Hele året forsøger jeg at vænne mig mine siskner til at tage æggefoderet. Fra begyndelsen af december forhøjer jeg hver uge lyset med 30 minutter og temperaturen med ca. 1 grad. Temperaturen under opdræt er konstant ca. 21 grader, med natsænkning til 19 grader. Lyset er nu tændt i 15 timer. Med ekstra dybfrosne frø, noget spiret negerfrø og et multivitamin forberedes mine siskner på yngleperioden. De ekstra foderemner bliver kun givet i små mængder, da fuglene ellers bliver for ivrige. Fuglene vil så ikke ruge på æggene, forlader dem for tidligt, opmader ikke ungerne godt nok eller helt afslutter opdrættet. Fra starten og til midt i januar sætter jeg mine siskner i ovennævnte kassebure. Med en tøjklemme fastgør jeg redemateriale i forgitteret. Som redemateriale giver jeg en færdigkøbt blanding af plantemateriale, kokos, sisal, jutetrævler og bomuld. Da mange siskner udelukkende bygger af vat giver jeg dette separat. Hertil bruger jeg det medicinske rene bomuldsvat. Dårlig kvalitet vikler sig om benene på både unger og forældrefugle og fører til tab. Hundehår eller andet dyrisk materiale bliver ikke taget.

Opdrætsbeskrivelse:

Da opdræt af Columbia har vist sig at være relativt svært, skal opdrætteren forinden have samlet sig erfaringer fra andre siskner. Mange ynglepar går overhovedet ikke i gang, selv de som foregående år har ynglet. Ganske vist giver disse adrætte siskner altid igen opdræt med succes, men jeg kender kun få opdrættere, som år efter år har opdræt af Columbia. Alle Mexico siskner kommer altid i en lille mellemfældning, hvilket dog snart er overstået, imidlertid er det ved partneren ikke altid på samme tidspunkt, og kuldet af æg er derfor ofte ubefrugtede. Mange par tager også en pause efter et godt kuld, ofte mest betinget af en fældning, før det næste kuld. Her skal man lade parret blive sammen og afvente. I mit opdræt har flere ynglepar først efter 2 til 3 måneder begyndt med det andet kuld, som så er gennemført med succes.

Opdræt:

Her vil jeg beskrive et opdræt ved et par Columbia siskner i 2001. Desværre var min bedste hun fra forrige år (5 unger), uventet død midt i december. På trods af alle mine anstrengelser lykkedes det ikke at få en erstatning, og måtte derfor gå ind i opdrætsåret 2001 med kun 2 Columbia hunner og 4 hanner. Fra årgang 1999 havde jeg henholdsvis en han og en hun, og fra hvilke jeg endnu ikke havde fået unger. Den 27. december, mellem jul og nytår har jeg noget mere fritid, og satte bl.a. 2 par Columbia siskner i kassebure.
Par 1:
Han fra 1998, eget opdræt.
Hun fra 1999, eget opdræt.
Par 2:
Han fra 1997, eget opdræt.
Hun fra 1999, ikke eget opdræt.
Fuglene havde indtil nu været adskilt kønsvis, så det var et kritisk tidspunkt i opdrætsforløbet. Alt gik godt, begge par enedes bortset fra mindre stridigheder. Hun såvel som han beskæftige sig hurtigt med det tilbudte redemateriale, som de ikke havde haft til rådighed i et længere tidsrum. Hele tiden blev enkelte dele båret til reden og igen fjernet. Men efter nogle dage blev dette tidsfordriv opgivet og hunnerne beskæftigede sig kun sporadisk med plantetrevlerne. Hannerne sang hele tiden for hunnerne. Den 5. januar fodrede hannen fra par 1. hunnen, og det kunne jeg efter nogen tid se oftere og oftere. Jeg så begge fugle med redemateriale i næbbet. Næbbet ændrede farve til ekstremt gult, hvad der er et godt tegn på ynglekondition. Den 17. januar opdagede jeg at hunnen var begyndt at byge rede. Hele tiden satte hannen sig op i reden med redemateriale i næbbet for at lokke sin mage til. Var reden fri bar hunnen materialer til reden og drejede det rundt. Den 19. januar kunne jeg ved dette par for første gang se at de parrede sig. Når de fik nye friske mineraler sås hunnen ofte tage heraf. Den 22. januar var reden færdig, men der blev hele tiden udført mindre forbedringer. Endelig den 24. januar kunne jeg se en fortykkelse af hunnens bagkrop, og den 27. begyndte æglægningen. For at få en samtidig klækning af ungerne byttede jeg æggene ud med kunstæg. Den 30. januar om aftenen lagde jeg de indtil nu lagte æg tilbage i reden. Den næste morgen var der kommet endnu et æg, hvad der er noget ud over normalen, da Columbia for det meste lægger 4 æg. Æggene er temmelig klare, uden tegninger på overfladen. Hunnen begyndte at ruge fra det tredje æg og lod sig ikke forstyrre af noget og måtte senere ved redekontrol løftes fra reden. Her må man naturligvis kende sine fugle godt. Ved sky fugle skal man være yderst forsigtig ved håndtering af reden eller helt lade være med at forstyrre. Efter 3½ dag viste sig de første blodårer sig ved gennemlysningen. Af 5 æg var de 4 befrugtede, hannen fodrede hunnen på reden. For at undgå at opdrættet skulle mislykkes gav jeg mindre af det drivende foder, spiret frø, æggefoder og grønt. Om morgenen efter 13½ dag var tre unger klækket, og om aftenen ved den næste kontrol var der 4. Nu gav jeg halvmodne frø, på denne årstid som dybfrost, spiret frø, æggefoder og frisk grønt 3 gange dagligt. Grønt kun som sæsonbestemt, cikorie og rucola og halvmodne frø, ved dette opdræt kun solsikker, sølvhirse og mädesüss, var straks til rådighed efter klækningen. I de første 5 dage fodrede hannen hunnen fra redekanten, som så gav det videre til ungerne. Fra 6. dagen fodrede han også de små Columbia unger direkte, og jeg så at hunnen nu oftere forlod reden for at tage føde til sig, hvad der tidligere kun var sket for at fjerne ungernes ekskrementer og afsætte egne. Fra den 7. dag kunne nu ses de første ekskrementer fra fuglebabyerne på redekanten, nu er tiden kommet til at sætte ringe på. Forveksling mellem ekskrementer og ringe, og dermed tab af unger, på grund af at hunnen fjerner dem fra reden, forekommer nu ikke mere. Der anvendes 2,5 mm ringe. Efter 15 dage forlod 3 unger reden, den sidste fulgte en dag senere. Begge forældre fodrede ungerne til en alder af 32 dage. Det er det omtrentlige tidspunkt hvor ungerne er selvstændige, og skal flyttes over i et ungfuglebur, og der skal holdes godt øje med dem. 2 uger senere sættes alle ungfugle sammen. Desværre gik parret i en mindre fældning, og på forskellige tidspunkter, og fik derfor ikke endnu et opdrætsforsøg. Det andet par fik på samme tid, og efter kun et opdrætsforsøg, 3 unger.

Opdrætsdata:

Jeg har opdrættet Columbia siskner siden 1994, og vil her oplyse om antal unger, som jeg hvert år har fået på pind, og ved hvor mange par:

År                  Opdrætspar   ungfugle    
1994              2                    10
1995              3                    16
1996              3                    12
1997              3                    13

1998              2                    7
1999              2                    5
2000              2                    6
2001              2                    7

2002              2                    0
2003              2                    7
2004              3                    7
2005              4                    13

(Når Hans-Joachim Rein nævner cikorie som grønt om vinteren er det det vi i DK kalder for julesalat, - nogle steder ses benævnelsen endividen).

Dansk oversættelse: Poul Erik R. Nielsen

TILBAGE

Home - Til startside